FC Lugano
Football Club Lugano – oftest blot kaldet FC Lugano eller FCL – er den mest vindende fodboldinstitution i den italiensksprogede del af Schweiz, og igennem mere end et århundrede har de sort-hvide fra bredden af Lago di Lugano leveret både sportslige triumfer, dramatiske nedture og markante kulturelle aftryk på schweizisk fodbold. Klubben blev stiftet i 1908, gik konkurs i 2003, blev genskabt og er siden vendt tilbage til toppen af Super League med en fjerde pokaltitel i 2022 som foreløbigt højdepunkt i den nye æra.
Her på Schweizisk Fodbold kan du læse meget mere om FC Lugano. Vi bringer dig de seneste FC Lugano kampe, vi viser dig alle de aktuelle FC Lugano stillinger, og du kan også få masser af spændende information om FC Lugano og klubbens historie samt en oversigt over alle FC Lugano spillere på holdet.
Vi opdaterer løbende stillinger og kampe, så du altid kan følge med i, hvordan det går for FC Lugano i sæsonen her på Schweizisk Fodbold.
FC Lugano Stillinger
Se de aktuelle FC Lugano stillinger herunder, for alle turneringer som FC Lugano deltager i:
Stillingerne kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.
FC Lugano Kampe
Her kan du se alle de kampe som FC Lugano skal spille på tværs af alle turneringer denne sæson. Du kan både se de spillede kampe samt kommende kampe for FC Lugano.
Vi opdaterer kampprogrammet løbende så du altid kan følge med i alle FC Lugano kampe og se alle resultaterne mens de sker.
Kommende FC Lugano Kampe
Kampe kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.
Færdigspillede FC Lugano kampe
Kampe kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.
FC Lugano Spillere
Her kan du se alle spillere på FC Luganos hold:
Spillerlisten kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.
FC Lugano Historie og Info
Football Club Lugano – oftest blot kaldet FC Lugano eller FCL – er den mest vindende fodboldinstitution i den italiensksprogede del af Schweiz, og igennem mere end et århundrede har de sort-hvide fra bredden af Lago di Lugano leveret både sportslige triumfer, dramatiske nedture og markante kulturelle aftryk på schweizisk fodbold. Klubben blev stiftet i 1908, gik konkurs i 2003, blev genskabt og er siden vendt tilbage til toppen af Super League med en fjerde pokaltitel i 2022 som foreløbigt højdepunkt i den nye æra.
FCL står i dag som et synligt symbol på det italiensk-influerede Ticino i en ellers tysksproget liga, og klubbens historie er fyldt med markante tidspunkter: tre schweiziske mesterskaber i 1930’erne og 40’erne, sensationelle europæiske aftener mod Inter Milano og Real Madrid, konkurs og genopbygning fra de lavere rækker samt – senest – overtagelsen af den amerikanske forretningsmand Joe Mansueto, der har koblet Lugano tættere til sin MLS-klub Chicago Fire.
I det følgende præsenteres en gennemgående, tematiseret leksikonartikel om FC Lugano. Artiklen dækker historik, identitet, organisation, faciliteter, sportslige resultater, fanscene og meget mere med henblik på at give et komplet overblik over klubbens mange facetter og begivenhedsrige rejse fra Campo Marzio til fremtidens Polo Sportivo e degli Eventi.
Historisk udvikling
Grundlæggelsen og de første år (1908-1922)
FC Lugano blev officielt etableret den 28. juli 1908 under ledelse af præsident Ernesto Corsini. Den første registrerede kamp fandt sted den 13. september samme år på det nyåbnede Campo Marzio, hvor de sort-hvide åbnede ballet med en 6-0-sejr over lokale rivaler fra Chiasso.
I de tidligste sæsoner eksperimenterede klubben med trøjerne: først helhvidt, siden hvide skjorter med blå detaljer og derpå gul-sorte striber, inden sort og hvid permanent blev indført den 14. november 1916 – de farver, der stadig er kendetegnet for FCL.
Første oprykning og etablering i toppen (1922)
Efter år med regional fodbold nåede Lugano i 1922 for første gang den øverste schweiziske række via to kvalifikationssejre mod Neumünster (1-0 hjemme, 3-1 ude).
Guldalderen i 1930’erne og 40’erne
Klubbens første nationale trofæ kom den 10. maj 1931, da Grasshoppers blev besejret 2-1 i den schweiziske pokalfinale på Campo Marzio. Herefter fulgte en æra med markante præstationer:
- Mesterskaber i 1937-38, 1940-41 og 1948-49.
- Otte top-3-placeringer i løbet af 1940’erne.
Fra Campo Marzio til Cornaredo (1951)
De konstante sportslige fremskridt skabte behov for en større arena. Resultatet blev Stadio di Cornaredo, der åbnede den 25. november 1951 med 1-1 i en landskamp mellem Schweiz og Italien foran over 30.000 tilskuere.
1960’ernes cupsucces og europæiske debut
I 1968 vendte pokalen tilbage til Lugano. Sejren gav adgang til Cup Winners’ Cup, hvor Barcelona blev modstander i første runde. To år senere debuterede klubben i UEFA Cup’en.
Op- og nedture i 1970’erne og 80’erne
Kilderne angiver ikke detaljerede resultater for disse årtier, men perioden var præget af skift mellem ligaerne og moderat sportslig succes.
1990’erne: tredje pokal og europæiske overraskelser
Pokalsejren i 1993 mod Grasshoppers (4-1) sendte Lugano tilbage i Cup Winners’ Cup, hvor Real Madrid lukkede drømmen i anden runde. I UEFA Cup 1995-96 skabte FCL stor opsigt med en udesejr på 1-0 over Inter Milano efter 1-1 hjemme mod Jeunesse og 1-1 i det første opgør mod Inter. Lugano røg imidlertid ud til Slavia Prag i den efterfølgende runde. I ligaen kulminerede årtiet med nedrykning i 1997, men også med en sølvmedalje i sæsonen 1994-95.
Konkursen i 2003 og den efterfølgende genfødsel
Sportsligt stod Lugano stærkt ved indgangen til det nye årtusinde – andenplads i 2000-01 og tredjeplads i 2001-02 – men økonomisk var klubben i krise. Præsident Helios Jermini blev fundet død 5. marts 2002, og en gæld på 72 mio. CHF førte året efter til tvungen nedrykning og siden konkurs den 27. marts 2003.
Sammentidig blev Associazione Calcio Lugano dannet for at videreføre arven. Klubben startede i den femte højeste række (Seconda Lega Interregionale) med et U-21-hold.
Fusionsårene og Preziosi-epoken (2004-2011)
En fusion med Malcantone Agno 30. juni 2004 bragte klubben tilbage til Challenge League. I 2006 købte den italienske entreprenør Enrico Preziosi majoriteten. Centenaret i 2008 markerede returen til det historiske navn Football Club Lugano. Trods store ambitioner udeblev oprykningen efter to play-off-nederlag (mod Luzern i 2009 og Bellinzona i 2010).
Renzetti-årene: tilbage i Super League (2012-2021)
Ticineseren Angelo Renzetti overtog flertallet af aktierne i 2012 og gennemførte et markant økonomisk saneringsarbejde. Efter flere trænereksperimenter lykkedes oprykningen i 2014-15, hvor Lugano vandt Challenge League. I debutåret i Super League (2015-16) sikrede den karismatiske Zdeněk Zeman overlevelse og nåede pokalfinalen.
Herefter fulgte placeringer som:
- 3. plads 2016-17 under Paolo Tramezzani med Alioski og Sadiku som profiler, hvilket gav direkte adgang til UEFA Europa League-gruppespil.
- 3. plads 2018-19 under Fabio Celestini og endnu et gruppespil i Europa.
- 5. plads 2019-20 med Maurizio Jacobacci.
Amerikansk ejerskab og den nye succes (2021- )
I august 2021 solgte Renzetti klubben til Morningstar-grundlæggeren Joe Mansueto. Partnerskabet med Chicago Fire åbnede for udveksling af know-how og spillere. Mattia Croci-Torti tog over som cheftræner 1. september 2021.
Den 15. maj 2022 vandt Lugano sin fjerde pokal efter 4-1 mod St. Gallen, den første titel siden 1993. I de efterfølgende sæsoner blev det til:
- 3. plads i ligaen 2022-23 og pokalfinale (tabt 2-3 til Young Boys).
- 2. plads 2023-24 – klubbens bedste siden 2001 – samt endnu en pokalfinale (tabt til Servette efter 24 straffespark).
- 4. plads 2024-25 og Conference League-exit mod Celje efter en lovende gruppedel.
Identitet, farver og symbolik
Klubfarver
Sort og hvid blev officielt vedtaget 14. november 1916 og har siden været faste bestanddele. Hjemmedragten er traditionelt sort med et bredt, hvidt, omvendt V-formet bånd (scaglione), mens udebanesættet spejler farverne. Tredjetrøjer har varieret i rød, grøn, gul og orange – eksempelvis i forbindelse med velgørenhedsinitiativet Green Match.
Logo-historik
| Periode | Elementer | Bemærkninger |
|---|---|---|
| 1908-2003 | Monogrammet FCL i cirkel | Klassisk sort cirkel med hvide (af og til gyldne) bogstaver. |
| 2004-2008 | ACL i hexagon | Tilpasset fusion med Malcantone Agno. |
| 2008-2018 | Hexagon med FCL, V-bånd, årstal | Brugt til både sport og administration. |
| 2018-2025 | Monogrammet reintroduceres | Cirklen til sport, hexagon kun til officielle dokumenter. |
| Fra 2025 | Nyt, strømlinet monogram | Forenklet linjeføring, ingen dobbelt kant. |
Klubsangen «Bianco-neri»
Siden 1927 har operette-nummeret «Bianco-neri» af Bruto Mastelli med tekst af Arrigo Cavenati fungeret som officiel hymne. Den mest anvendte version blev indspillet i 1993 af Civica Filarmonica di Lugano.
Stadion og faciliteter
Campo Marzio (1908-1951)
Det første hjem var Campo Marzio, der blev åbnet i 1908 og dannede rammen om tidlige triumfer, inklusive pokalsejren i 1931.
Stadio di Cornaredo
- Åbnet: 25. november 1951
- Kapacitet: 14.873 (midlertidigt begrænset til 6.500 i 2015 af sikkerhedsgrunde)
- Banestørrelse: 105 × 68 m
- Underlag: Naturgræs
- Faciliteter: Atletikbane, seks træningsbaner i komplekset
Cornaredo har været vært for både klub- og landsholdsfodbold. Stadionet vil fremover blive renoveret i forbindelse med kommunens Polo Sportivo e degli Eventi.
Polo Sportivo e degli Eventi (PSE)
Projektet er godkendt af et folkeligt referendum, og byggeriet blev igangsat 20. september 2023. Det omfatter:
- Et rent fodboldstadion til 10.000 tilskuere, UEFA-godkendt.
- Omfattende byomdannelse af Cornaredo-området.
Træningsanlæg
Klubben træner fortsat omkring Cornaredo-området. Desuden planlægges centeret Al Maglio i Canobbio (90.000 m², fire baner, parkeringskælder) til fælles brug af FC Lugano og Rapid.
Organisation og ejerskab
Selskabsstruktur
FCL opererer med en todelt struktur: en aktieselskabsdel (F.C. Lugano S.A.) for førsteholdet inkl. U-21, og en forening (Football Club Lugano) for resten af ungdomssektoren. Denne model opstod efter konkursen i 2003 og blev formaliseret i 2008.
Ledende skikkelser gennem tiden
| Periode | Præsident/ejer | Nøglepunkter |
|---|---|---|
| 1908-1940’erne | Flere lokale erhvervsfolk | Etablering og første titler. |
| 2006-2011 | Enrico Preziosi | Stabilisering i Challenge League. |
| 2012-2021 | Angelo Renzetti | Oprykning, europæisk comeback. |
| 2021- | Joe Mansueto (Morningstar Inc.) | Pokaltriumf, topplaceringer, projekt PSE. |
Sponsorater og trøjeleverandører
Detaljerede lister er ikke offentligt tilgængelige i de benyttede kilder, men klubben har haft flere udstyrs- og hovedsponsorer over tid, tilpasset markedsforhold og divisionsstatus.
Sportlige resultater og statistikker
Meritter
| Konkurrence | Titler | År |
|---|---|---|
| Schweizisk mesterskab | 3 | 1937-38, 1940-41, 1948-49 |
| Schweizisk pokal | 4 | 1930-31, 1967-68, 1992-93, 2021-22 |
| Challenge League | 4 | 1953-54, 1960-61, 1963-64, 2014-15 |
| Coppa Intertoto | 1 | 1967 |
Udvalgte ligaplaceringer
- Sølv: 1942-43, 1944-45, 1945-46, 1994-95, 2000-01, 2023-24
- Bronze: 1933-34, 1934-35, 1938-39, 1943-44, 1946-47, 1966-67, 1967-68, 1970-71, 2001-02, 2016-17, 2018-19, 2022-23
Europæiske kampe – højdepunkter
- 1968 Cup Winners’ Cup: debut mod FC Barcelona.
- 1993-94 Cup Winners’ Cup: sejrstur over Nëman, exit til Real Madrid.
- 1995-96 UEFA Cup: historisk sejr 1-0 på San Siro over Inter, senere nederlag til Slavia Praha.
- Europa League 2017-18 & 2019-20: gruppespil efter tredjepladser i Super League.
Holdet og sportslig ledelse
Nuværende førstehold (2024-25)
Kilderne opgiver ingen fuld spillerliste per 23. februar 2025, så en ajourført trup kan ikke gengives her med sikkerhed.
Profiler nævnt i nyere tid
- Ezgjan Alioski – 16 ligamål i 2016-17-sæsonen.
- Armando Sadiku – 9 ligamål samme sæson.
Trænere siden 2015
| Periode | Cheftræner | Bemærkninger |
|---|---|---|
| 2015-2016 | Zdeněk Zeman | Redning i ligaen, pokalfinale. |
| 2016 | Andrea Manzo | Kortvarig, fyret i december. |
| 2016-2017 | Paolo Tramezzani | Tredjeplads og EL-kvalifikation. |
| 2017-2018 | Pierluigi Tami | Fyret april 2018. |
| 2018 | Guillermo Abascal | Fyret efter ni kampe. |
| 2018-2019 | Fabio Celestini | Tredjeplads. |
| 2019-2021 | Maurizio Jacobacci | Femteplads. |
| 2021 | Abel Braga | Gik inden sæsonstart. |
| 2021- | Mattia Croci-Torti | Pokaltriumf, top-2-placering. |
Ungdomssektor
FC Lugano driver otte ungdomshold samt en skolesektion. U-21-holdet fungerer som reserver og spiller i Seconda Lega Interregionale. Ungdomssektoren administreres af foreningen og deler faciliteter med førsteholdet.
Tifoseria og kulturel betydning
Organiserede grupper
- Teste Matte (2007-2023) – hovedgruppe i 16 år.
- Brigata LVGA – opløst 2012.
- Curva Nord FC Lugano 1908 – paraplynavn siden 2023.
- I Bravi Ragazzi – opstod i 2010’erne.
- Randagi – etableret i 2020’erne.
Officielt deklarerer fanscenen sig apolitisk, men enkelte kilder refererer til højreekstreme tendenser i visse segmenter.
Venskaber og rivaliseringer
Venskaber: Historisk alliance med Servette-fans (1990’erne-2023), i dag ophørt. Vis kontakt til ekstreme grupper i Varese og Hellas Verona.
Rivaler:
- Bellinzona – Derbi del Ticino, ofte højrisiko.
- Lokale rivaler: Locarno og Chiasso.
- Nationale rivaler: Grasshoppers, FC Zürich, St. Gallen og Sion.
Kampdragter gennem tiderne
Trøjernes visuelle kendetegn er det dominerende, omvendte V. Kombineret med skiftende krave- og detaljedesigns har FCL fastholdt et af de mest genkendelige kits i Schweiz.
Konkluderende perspektiv
Fra en lille regional klub i 1908 til en moderne professionel organisation i 2020’erne har FC Lugano gang på gang demonstreret evnen til at genopfinde sig selv. Klubben bærer et særligt kulturelt ansvar som repræsentant for den italiensksprogede minoritet i schweizisk topfodbold, og den seneste fremgang under amerikansk ejerskab vidner om ambitioner om at etablere sig permanent i toppen – både nationalt og, i det omfang midlerne rækker, på den europæiske scene.
Med en forestående stadionrenovering, et udviklingsorienteret samarbejde med Chicago Fire og en stærk lokal identitet står FC Lugano over for et nyt kapitel, der kan forene tradition og modernitet og sikre, at de sort-hvide fortsat præger schweizisk fodbold mange år frem.