FC Lausanne-Sport
Grundlagt: 1896
Liga: Super League
Placering: #4
Hjemmebane
Stade de la Tuilière
Route de Romanel 10, Lausanne
Kapacitet: 12544
Overflade:
FC Lausanne-Sport Kampe
Her kan du se kampprogrammet for FC Lausanne-Sport i år.
FC Lausanne-SportKommende Kampe
Runde 2
FC Thun
Runde 3
FC Lausanne-Sport
Runde 4
FC Lugano
Runde 5
FC Lausanne-Sport
Runde 6
Grasshopper Club Zürich
Runde 7
FC Sion
Runde 8
FC Lausanne-Sport
Runde 9
FC Luzern
Runde 10
FC Lausanne-Sport
Runde 11
FC Lausanne-Sport
Runde 12
FC Zürich
Runde 13
FC Lausanne-Sport
Runde 14
FC St. Gallen
Runde 15
FC Lausanne-Sport
Runde 16
FC Lausanne-Sport
Runde 17
FC Basel
Runde 18
Servette FC
Runde 19
FC Lausanne-Sport
Runde 20
Young Boys
Runde 21
FC Lausanne-Sport
Runde 22
FC Winterthur
FC Lausanne-SportFærdigspillede Kampe
Runde 1
FC Lausanne-Sport
FC Lausanne-Sport Stillinger
Her kan du se FC Lausanne-Sports Super League stilling. FC Lausanne-Sport ligger lige nu på 4 plads i Super League stillingen.
| # | Hold | K | V | U | T | + | − | ± | P | Form |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 |
Young Boys
|
1 | 1 | 0 | 0 | 3 | 1 | 2 | 3 |
|
| 2 |
FC Luzern
|
1 | 1 | 0 | 0 | 3 | 2 | 1 | 3 |
|
| 3 |
FC Sion
|
1 | 1 | 0 | 0 | 3 | 2 | 1 | 3 |
|
| 4 |
FC Lausanne-Sport
|
1 | 1 | 0 | 0 | 3 | 2 | 1 | 3 |
|
| 5 |
FC St. Gallen
|
1 | 1 | 0 | 0 | 2 | 1 | 1 | 3 |
|
| 6 |
FC Thun
|
1 | 1 | 0 | 0 | 2 | 1 | 1 | 3 |
|
| 7 |
FC Winterthur
|
1 | 0 | 0 | 1 | 2 | 3 | -1 | 0 |
|
| 8 |
FC Zürich
|
1 | 0 | 0 | 1 | 2 | 3 | -1 | 0 |
|
| 9 |
Grasshopper Club Zürich
|
1 | 0 | 0 | 1 | 2 | 3 | -1 | 0 |
|
| 10 |
FC Basel
|
1 | 0 | 0 | 1 | 1 | 2 | -1 | 0 |
|
| 11 |
FC Lugano
|
1 | 0 | 0 | 1 | 1 | 2 | -1 | 0 |
|
| 12 |
Servette FC
|
1 | 0 | 0 | 1 | 1 | 3 | -2 | 0 |
|
FC Lausanne-Sport Spillere sæsonen 25/26
Her er alle 22 spillere på FC Lausanne-Sports hold i 25/26, til både Super League og andre turneringer som FC Lausanne-Sport er med i:
Tim Hottiger
Goalkeeper
Trøje #0
Thomas Castella
Goalkeeper
Trøje #1
Karlo Letica
Goalkeeper
Trøje #25
Dircssi Ngonzo
Defender
Trøje #5
Noë Dussenne
Defender
Trøje #6
Kévin Mouanga
Defender
Trøje #14
Morgan Poaty
Defender
Trøje #18
Gábor Szalai
Defender
Trøje #22
Karim Sow
Defender
Trøje #71
Alvyn Sanches
Midfielder
Trøje #0
Manuel Polster
Midfielder
Trøje #0
Koba Koindredi
Midfielder
Trøje #8
Jamie Roche
Midfielder
Trøje #8
Olivier Custodio
Midfielder
Trøje #10
Beyatt Lekweiry
Midfielder
Trøje #27
Alban Ajdini
Attacker
Trøje #7
Mamadou Sène
Attacker
Trøje #9
Fousseni Diabaté
Attacker
Trøje #11
Aliou Baldé
Attacker
Trøje #14
Konrad Fuente
Attacker
Trøje #23
Fabricio Oviedo
Attacker
Trøje #39
Teddy Okou
Attacker
Trøje #92FC Lausanne-Sport Historie og Info
FC Lausanne-Sport er et af de ældste og mest traditionsrige navne i schweizisk fodbold, og gennem mere end et århundrede har klubben fra den fransktalende by Lausanne præget den nationale scene med syv nationale mesterskaber, ni triumfer i den prestigefyldte Schweizer Cup og hele 23 deltagelser i europæiske turneringer. Klubben har overlevet fusioner, kriser, en spektakulær konkurs og flere genfødsler, og dens historie fortæller på en gang om pionerånd, glamourøse aftener under projektørlyset, smertefulde nedture og ukuelig vilje til at rejse sig igen.
Når man i dag betragter det moderne FC Lausanne-Sport, der siden 2020 har spillet sine hjemmekampe på det kompakte og topmoderne Stade de la Tuilière, er det resultatet af en lang evolution, som begyndte på improviserede marker i Montriond-kvarteret og kulminerede i 1960’ernes gyldne år, hvor Lausanne blev kendt som ”Seigneurs de la nuit”. Klubbens identitet hviler på de blå-hvide farver, på en stærk regional forankring i kantonen Vaud og på en historisk rivalisering med især Servette FC fra Genève, men også på ambitioner om igen at gøre sig gældende i internationale sammenhænge.
Siden 2017 har den britisk-schweiziske industrikoncern Ineos stået bag ejerskabet, og med kapitalindsprøjtninger, nye faciliteter og en udtalt målsætning om at vende tilbage til europæisk gruppespil blev fundamentet lagt til klubbens seneste fremgang. Alligevel har vejen ikke været jævn: elevatorfodbold mellem landets to øverste rækker, udskiftninger på ledelsesgangen og diskussioner om klublogo og strategi har skabt både spænding og debat blandt tilhængerne. Sæsonen 2024-25 endte dog med en femteplads og billet til UEFA Europa Conference League – et tydeligt tegn på, at FC Lausanne-Sport igen bevæger sig opad.
Historisk overblik
Grundlæggelsen og de første skridt (1896-1920)
I efteråret 1896 samledes syv unge lausannere – Maurice og Louis Ramelet, Jean Narbel, Max Biedermann, Albert Klunge, Étienne Bugnion og Charles H. Bischoff – på adressen Chemin des Fleurettes 15 og stiftede Montriond Football Club. Den nye klub flakkede de første år mellem forskellige pladser: Montriond-bakken (nutidens Parc de Milan), Beaulieu, Bois-Gentil og Montchoisi. I 1902 meldte man sig ind i det schweiziske fodboldforbund, og allerede året efter spillede holdet sine første internationale kampe mod Stade Français og Torino-klubben FBC Torinese – begge med overbevisende sejre.
Montriond FC skiftede i 1905 navn til Montriond-Sports og vandt i 1913 sit første schweiziske mesterskab efter en turnering med hele 87 deltagende mandskaber. Selv Første Verdenskrig kunne ikke standse ambitionerne: på en turné i 1915 besejrede vaudoiserne selveste Real Madrid med 1-0 – og senere 4-1 efter en spansk revanchebetinget returkamp.
Omni-sport fusion og den første titelsamling (1920-1954)
Mellem 17. april og 3. maj 1920 fusionerede Montriond-Sports med Club Hygiénique de Lausanne og dannede et bredt idrætsfællesskab under navnet Lausanne-Sports. Fodboldsektionen beholdt klubbens blå-hvide farver og skabte sig i 1930’erne et ry som landets mest vindende hold. Sæsonen 1934-35 bød både på en pokalsejr (10-0 mod Nordstern Basel) og et mesterskab, hvilket markerede klubbens første nationale ”dubbel”. Allerede året efter gentog Lausanne bedriften, og i 1939 blev endnu en pokal tilføjet samlingen.
Under Anden Verdenskrig lykkedes det at sikre endnu et mesterskab og pokaltriumf i 1944. Fem år senere blev Cup-trofæet igen løftet, og i 1951 kom det sjette schweiziske mesterskab i hus. Et naturligt højdepunkt blev indvielsen af Stade Olympique de la Pontaise den 23. maj 1954 – blot uger før VM-slutrunden i Schweiz, hvor stadion senere lagde græs til det målrige 5-7-opgør mellem værtsnationen og Østrig.
”Seigneurs de la nuit” – guldalderen 1954-1970
Slutningen af 1950’erne og hele 1960’erne udgør det, mange opfatter som Lausanne-Sports’ største æra. Klubben vandt den schweiziske pokal i 1962 (4-0 over Bellinzona) og 1964 – den sidste finale satte stadig gældende tilskuerrekord med 53 000 tilskuere. Ornamentet på denne periode kom i 1965, hvor klubben sikrede sit syvende og foreløbigt sidste nationale mesterskab og nåede kvartfinalen i Cup-vindernes Europa Cup efter mindeværdige aftenopgør mod blandt andre West Ham United.
Holdet spillede under nymonterede projektører på Pontaise, og de hvide trøjer skinnede bogstaveligt i nattemørket, hvilket gav spillerne kælenavnet ”Seigneurs de la nuit”. Profiler som André Grobéty, Ely Tacchella, Heinz Schneiter, Norbert Eschmann, Pierre Kerkhoffs og trænerlegenden Karl Rappan prægede årene. I den periode var tribunerne jævnligt fyldt til randen: derbyet mod Servette FC i 1961 trak officielt over 32 000, og myndighedernes ene betjent Mottaz kunne næppe holde publikum bag kridtstregerne.
Uforløst potentiale og store øjeblikke (1971-1998)
Efter to vice-mesterskaber i 1969 og 1970 gled Lausanne ind i ligaens mellemgruppe i 1970’erne. Dog kom der sportslige glimt: i 1977 vakte træner Miroslav Blažević opsigt ved at sende landsholdsmålmand Erich Burgener på banen som angriber i et derby, og i 1981 triumferede klubben i pokalfinalen efter et dramatisk 4-3-opgør mod FC Zürich.
Den såkaldte ”formel Rumo” – et todelt ligasystem – kostede mesterskabet i 1990, da Lausanne trods point- og målscorelighed måtte se Grasshopper-Club Zürich løbe med guldet på grund af bedre placering i indledende fase. Alligevel åbnede perioden døren for flere europæiske eventyr: sejre over Real Sociedad i 1990 og tætte kampe mod Ajax året efter viste potentialet i Vaud-klubben.
Pokaler, SA-struktur og kollaps (1998-2003)
Sæsonen 1997-98 gav pokalguld efter et mirakuløst comeback mod FC St. Gallen, hvor Lausanne vendte 0-2 til sejr via straffesparkskonkurrence i glødende varme. Den fransk-polske forretningsmand Waldemar Kita overtog kort efter majoriteten i en nystiftet aktieselskabsstruktur og lovede professionalisering og stærkere akademi.
Sportsligt nåede man endnu en pokaltriumf i 1999, men trofæerne dækkede over en skrøbelig økonomi. Efter et stærkt UEFA-løb i 2000-01, hvor klubben eliminerede såvel Torpedo Moskva som Ajax, trak Kita sig ud, og licensen blev nægtet i 2002 på grund af gæld. Den 20. maj 2003 indgav ledelsen konkursbegæring; 107 års historie så ud til at være slut.
Genfødsel og opstigning (2003-2011)
Allerede 13. juni 2003 blev klubben genetableret som FC Lausanne-Sport og overtog den tidligere reserveafdelings plads i 2. liga interregional. Fremgangen kom hurtigt: i 2004 rykkede man op i 1. liga, året efter i Challenge League, og i 2011 – efter en mindeværdig slutspurt med syv sejre i træk – kunne Vaud igen glæde sig over Super League-fodbold.
Undervejs leverede Lausanne i 2010 et af de største pokaleventyr som 2.-divisionsklub: man slog Young Boys og FC St. Gallen ud, nåede finalen (tabt til FC Basel) og kvalificerede sig til Europa League. I kvalifikationen sendte man blandt andre Lokomotiv Moskva ud efter straffesparksdrama.
Elevatortilværelse og nye ambitioner (2011-2020)
Oprykningen blev fulgt af tre sæsoner i Super League, hvor Lausanne både reddede livet på sidste spilledag og sendte rivalen Servette ned. Men i 2014 kom den første sportslige nedrykning i klubbens historie. En ny titel i Challenge League i 2016 gav lyncomeback, hvorefter klubben i 2017-18 på ny kæmpede for overlevelse.
Den 13. november 2017 offentliggjorde den britiske kemigigant Ineos – med hovedsæde i kantonen – overtagelsen af klubben. Første handling var en opsigtsvækkende vintertransfer af Enzo Zidane, og samtidig forsøgte man at modernisere klubbens visuelle identitet. Et omstridt logo med orange Ineos-elementer blev dog efter protester droppet. Sporten gav ikke øjeblikkeligt udbytte: nedrykningen i 2018 tvang ejerne til at investere 25 mio. CHF for at sikre en stærk Challenge-League-kampagne, men direkte oprykning glippede.
Først i 2020 – efter en coronainterruptet sæson – lykkedes det at blive mestre i næstbedste række og rykke op, samtidig med at klubben forlod den aldrende Pontaise og flyttede ind i Stade de la Tuilière.
Ineos-æraen og nutidige resultater (2020-2025)
Tilbage i Super League satte klubben i 2020-21 en solid sjetteplads ind. Ikke desto mindre blev træner Giorgio Contini ikke forlænget, og sæsonen efter endte med ny nedrykning, organisatorisk uro og voldsomme fanprotester rettet mod sportsdirektør Souleymane Cissé. Sommeren 2022 markerede et nybrud: Ludovic Magnin blev cheftræner, og i 2022-23 sikrede Lausanne andenpladsen i Challenge League og endnu en oprykning – i øvrigt samtidig med at både Yverdon-Sport og Stade Lausanne Ouchy også rykkede op, hvilket gav en historisk vaudois dominans i eliten.
I 2023-24 havde holdet svært ved at finde stabilitet, men bevarede pladsen i rækken og opnåede den bedste sæsontilskuergennemsnit siden 1997-98. I december 2023 investerede Ineos desuden i en aktiepost i Manchester United, hvilket igen rejste spørgsmål om Lausanne-Sports’ rolle i koncernens klubportefølje.
Sæsonen 2024-25 bragte imidlertid en femteplads, en tilskuerstigning på 15 % og – gennem Cup-konstellationerne – adgang til UEFA Europa Conference League. For at undgå interessekonflikt i tilfælde af parallel europæisk kvalifikation trådte Bob Ratcliffe tilbage som præsident, og fra 1. marts 2025 indtrådte Vincent Steinmann som ny klubformand.
Identitet, kultur og rivaliseringer
Farver og symboler
Lausanne-Sports’ farver er traditionelt kongeblå og hvid. Kombinationen har været gennemgående siden 1896, og særligt den helt hvide trøje fra 1960’erne står som ikonisk. Efter Ineos-overtagelsen forsøgte ledelsen kortvarigt at tilføre orange detalje som reference til koncernens grafiske profil. Modstanden blandt fans førte til en hurtig tilbagevenden til de klassiske nuancer.
Derby Lémanique
Rivaliseringen med Servette FC er kendt som ”Derby Lémanique”. Det første dokumenterede opgør fandt sted 19. februar 1900 og endte 4-0 til Montriond. Kulminationen kom i 1960’erne, hvor begge klubber kæmpede om titler. Mindeværdige datoer er 1961, hvor 32 000 mennesker så Lausanne vinde 4-0, og 2. juni 1999, hvor Servette på en tætpakket Pontaise snuppede mesterskabet via 5-2-sejr.
Publikum og supportergrupper
Tilskuerkulturen i Lausanne er kendetegnet ved passion, men også kritisk sans. Den trofaste kerne har støttet holdet i både amatørrækker og europæiske kampe. Under de seneste ejer- og logostridigheder har grupper organiseret boykot og bannere som ”Cissé casse-toi”, hvilket viser fansenes indflydelse på klubbens kurs.
Stadioner
Tidlige baner
Mellem 1896 og 1904 skiftede Montriond-klubben flittigt hjemmebane: Parc de Milan, Beaulieu, Bois-Gentil, Montchoisi og Plaines-du-Loup var blandt adresserne. Først med bosættelsen på højderne nord for byen kom stabilitet.
Stade Olympique de la Pontaise (1954-2020)
Bygget til VM 1954 og åbnet med landskampen Schweiz-Uruguay (3-3) kunne Pontaise i starten rumme 50 000 stående tilskuere. En række ombygninger reducerede kapaciteten: 38 000 (1960), 25 000 (1985 med ny tartanbane), 16 500 (1994 med siddepladser) og til sidst kun 8 500 for at opfylde moderne sikkerhedskrav. Stadionet husker især VM-kvartfinalen Schweiz-Østrig 5-7 – fortsat rekord for flest mål i en slutrundekamp.
Stade de la Tuilière (fra 2020)
I marts 2017 godkendte Lausannes byråd et anlægsbudget på 76,6 mio. CHF til opførelsen af et rent fodboldstadion ved Tuilière-området over for Blécherette-flyvepladsen. Kapaciteten er 12 544 overdækkede sæder, alle med frit udsyn, og stadionet er bygget efter UEFA-kriterier. Første kamp blev spillet 29. november 2020 mod BSC Young Boys.
Meritter og statistikker
Nationale trofæer
| Konkurrence | Vundet | År |
|---|---|---|
| Mesterskab (LNA/Super League) | 7 | 1912-13, 1931-32, 1934-35, 1935-36, 1943-44, 1950-51, 1964-65 |
| Pokalfinale vundet (Schweizer Cup) | 9 | 1934-35, 1938-39, 1943-44, 1949-50, 1961-62, 1963-64, 1980-81, 1997-98, 1998-99 |
| Challenge League / LNB | 4 | 1931-32, 2010-11, 2015-16, 2019-20 |
Europæiske højdepunkter
- 1958: Semifinale i Messeby-cup’en (forløber til UEFA-Cuppen) – nederlag samlet mod London XI.
- 1965: Kvartfinale i Cup-vindernes Europa Cup – knebent samlet nederlag 3-4 til West Ham United.
- 1998-99: Uafgjort hjemme og ude mod Lazio; eliminering på udebanemål.
- 2000-01: Sejr over Ajax Amsterdam (3-2 samlet) i UEFA-Cuppen, inden exit til FC Nantes.
- 2010-11: Som Challenge-League-klub kvalifikation til Europa-League-gruppespil med triumf over Lokomotiv Moskva.
Rekorder
- Største pokalsejr: 10-0 i Cup-finalen 1935 mod Nordstern Basel.
- Tilskuermaksimum i en finale: 53 000 (Cup 1964).
- Flest sæsonmål af en spiller: Willy Jäggi, 30 mål i 1935-36.
- Bedste tilskuerår i moderne tid: 139 000 samlet i 2024-25-sæsonen.
Organisation og ejerskab
Ledelsesstruktur
Siden marts 2025 har Vincent Steinmann stået i spidsen som præsident. Han efterfulgte Bob Ratcliffe, der fortsat repræsenterer Ineos i koncernens fodboldnetværk. Sportslig retning defineres i dag af træner Ludovic Magnin i tæt samarbejde med en rekrutteringskomité nedsat efter omstruktureringerne i 2022.
Økonomi under Ineos
Ineos indskød i 2018 omkring 25 mio. CHF for at stabilisere klubbens drift efter nedrykningen. Koncernen har derudover finansieret Stadion de la Tuilière-projektets inventar samt træningsanlæg på samme område. Den schweiziske revision viser en sund egenkapital, men risikoen for interessekonflikter med OGC Nice og Manchester United kræver løbende opmærksomhed, især ved kvalifikation til samme UEFA-turnering.
Internationale partnerskaber
Siden 2019 har klubben og det rwandiske fodboldforbund samarbejdet om et højtydende akademi i Kigali; de mest talentfulde spillere tilbydes plads i Team Vaud og potentielt i førsteholdstruppen i Lausanne.
Akademi og udviklingsprojekter
Team Vaud og M-21
Sammen med en række vaudoiske klubber driver FC Lausanne-Sport den føderative struktur Team Vaud, der samler kantonens mest lovende U13- til U21-spillere. M-21-holdet spiller til daglig i 1. liga Classic, hvor de får seniorerfaring under blå-hvidt flag. Senest er midtbanetalentet Alvyn Sanches gået hele vejen til førsteholdet og blevet en profil i Super League.
Kvindefodbold
Siden 2005-06 har Lausanne-Sport drevet en kvindesektion med to seniorhold (1. liga og 3. liga). Aktuelt sonderes der muligheder for at slå ressourcerne sammen med andre klubber i storbyen for på sigt at nå Nationalliga A.
LS4ALL – inklusion gennem sport
I februar 2025 lancerede klubben LS4ALL, et hold for spillere med handicap. Formålet er social inklusion og at vise, at fodbold kan spilles af alle. Holdet deltager allerede i Swiss Inclusion League.
Førsteholdet 2024-25
Den komplette spillertrup med nationsangivelser og trøjenumre findes på klubbens officielle kanaler, men kernen omfatter erfarne Super League-profiler kombineret med egne akademiprodukter som Alvyn Sanches. Vintertilføjelsen af målmanden Simone Rapp og midtbanespilleren Alexander Fransson viste fortsat Ineos-vilje til at investere.
Trænerstab
- Ludovic Magnin – cheftræner (siden 2022)
- Assistanttrænere: rollebesat af tidligere LS-spillere for at bevare klubbens DNA
- Performance-team: styrke- og analysepersonale tilknyttet Tuilière-kompleksets nye faciliteter
Spillerhandel og markedsstrategi
Lausanne-Sport har historisk satset på lokal talentudvikling, men store salg som Stéphane Chapuisat (1991) og Marcin Kuzba (2001) har også været afgørende finansielt. Ineos-perioden har introduceret en mere data-drevet scouting med fokus på unge spillere fra Afrika og Sydeuropa, understøttet af akademiaftalen i Rwanda.
Tilskuertal og samfundsforankring
Fra 25 000 på Pontaise i 1990 til rekorden på 139 000 sæsontilskuere i 2024-25 viser publikumstallene en klub i genopblomstring. Lausanne-kommunen og kantonen Vaud markedsfører i stigende grad LS som regionalt fyrtårn, og de tre Super-League-klubber fra kantonen giver til sammen et uovertruffent lokalt fodboldudbud.
Tidslinje – vigtige årstal
- 1896 – Montriond FC grundlægges.
- 1913 – Første mesterskab.
- 1920 – Fusion og navnet Lausanne-Sports.
- 1954 – Pontaise indvies til VM.
- 1965 – Syvende mesterskab; ”Seigneurs de la nuit”.
- 1998-99 – To på hinanden følgende Cup-triumfer.
- 2003 – Konkurs og genstart i 4. division.
- 2010 – Europa-League-gruppespil.
- 2017 – Overtagelse af Ineos.
- 2020 – Indflytning på Stade de la Tuilière.
- 2023 – Tre vaudoiske klubber i Super League.
- 2025 – Kvalifikation til Europa Conference League.
Konklusion
FC Lausanne-Sports historie er rig på kontraster: pionerånd og professionalisme, lokale rødder og internationale ambitioner, økonomiske kriser og industriel kapital. Klubben har bevist sin evne til at overleve – og at begejstre. Med et nyt stadion, voksende tilskuerinteresse og en europæisk kvalifikation i kalenderen synes kursen igen sat mod de aftener, hvor blå-hvide trøjer lyser op under projektørerne, og hvor Lausanne fortjener kælenavnet ”Seigneurs de la nuit”.